Tro

Vejen begynder her

Hver ægte jødiske hjem begynder med tro — tro på Hashem, tro på sin egen vej og tro på, at selv når det fremtidige hjem endnu ikke kan ses, leder Hashem allerede en person mod det.

Hvorfor er shidduchim* overhovedet nødvendige?

Der er veje, der begynder med et første skridt, og der er dem, der begynder med et spørgsmål. Det virker for mig, at vejen af shidduchim* hører præcis til denne anden type, fordi der lige ved begyndelsen næsten uundgåeligt opstår et spørgsmål, der på første blik virker simpelt, men jo længere man tænker over det, jo dybere bliver det: hvorfor er shidduchim* overhovedet nødvendige?

Alligevel kunne Hashem have ordnet verden anderledes. Hver person kunne helt naturligt møde den, de er bestemt til at bygge en familie med, uden forslag og undersøgelser, uden lange dage med at vente på et svar, uden angst før hvert nyt møde, og uden hele den svære proces, der er så velkendt for alle i shidduchim*-verdenen*. Men Hashem valgte netop denne vej for os — en vej, der indeholder søgen og mødet, valget og ventetiden, håb og bekymring, og sammen med dem, til tider, skuffelse, smerte, spørgsmål og en følelse af total usikkerhed.

Hvad vil Hashem så af os langs denne vej? Jeg vil ikke skynde mig til et svar, fordi der er spørgsmål, hvis betydning ikke kan rummes i én enkelt korrekt eller smuk sætning. Nogle gange skal de følge en person i lang tid, rejse sammen med dem gennem møder og beslutninger, gennem døre, der åbner, og døre, der uventet lukker, indtil der gradvist, ud fra alt det oplevede, begynder at tage form en forståelse, der simpelthen ikke kunne have eksisteret ved begyndelsen af rejsen. Derfor vil jeg gerne have, at dette spørgsmål bliver ved os gennem hele bogen, og udfolder sig lidt efter lidt sammen med alt det andet, vi vil diskutere videre.

Perioden med shidduchim* begynder, efter min opfattelse, faktisk ikke den dag, en person første gang tilbydes et møde med nogen. Den begynder meget tidligere — i det øjeblik, en person rigtigt forstår, at de vil bygge deres eget jødiske hjem. Ikke blot for at gifte sig eller blive gift, og ikke kun for at finde nogen, det er behageligt og roligt at leve med, men, med Guds hjælp, at skabe et hjem, hvor der vil være Torah* og hellighed, varme og kærlighed, gensidig respekt, et fælles formål og opfyldelse af sin mission. Det er netop da, forberedelsen begynder — forberedelse ikke kun til en bryllupsdag, men til et helt fremtidigt liv.

Naturligvis tænker vi i denne periode først og fremmest på den person, vi endnu ikke har mødt. Hvordan vil de være? Hvordan kan vi vide, om de rigtigt passer til os? Vil vi genkende vores anden halvdel, når vi møder dem? Vil vi fornemme, at vi endelig er kommet dertil, hvor vi er bestemt til at være? Alle disse spørgsmål er vigtige og helt forståelige, men sammen med dem er der et andet spørgsmål, vi stiller os selv langt sjældnere: Hvad vil vi selv gerne være som i det øjeblik, vi møder den person, vi skal bygge et hjem med?

For den, vi en dag vil møde, søger heller ikke blot en ægtefælle — de søger også et hjem. De håber også at møde nogen, de kan tale ærligt med, nogen, de kan stole på, ved hvis side de vil føle sig rolige og trygge, og sammen med hvem de kan vokse. Sandheden er, at ingen af os søger en fejlfri person, og vi selv er bestemt ikke forpligtet til at gå ind i shidduchim*-perioden* kun efter at have rettet hver eneste svaghed og fuldført al vores indre arbejde. Hvis Hashem ventede på, at vi blev perfekte, ville ingen af os nogensinde nå til chuppah*.

For at bygge et hjem behøver en person ikke at være perfekt. Men de skal være klar til at lære, at modne, at ændre sig, at bede om tilgivelse, når det er nødvendigt, at anerkende deres egne fejl og, over alt, rigtigt gøre plads i deres liv for en anden person. Videre vil vi tale om karaktertræk, birurim*, møder, følelser og beslutningstagning, men før alt dette findes der en grundsten, hvorpå hele vejen hviler — tro.

Når troen bliver personlig

Når vi siger ordet "tro", er det første, vi tænker på, troen på, at der er en Skaber af verden, og at Han styrer alt, hvad der sker. Men det er netop i perioden med shidduchim*, at det bliver særligt tydeligt, om denne tro er trådt ind i ikke kun vores generelle verdensbillede, men også vores egen, meget personlige historie.

Vi taler nu ikke kun om troen på, at Hashem styrer den store verden, men om evnen til at se Hans tilstedeværelse i det tilbud, der kom, og i det, der af en eller anden grund aldrig dukkede op; i mødet, der fandt sted, og i det, der gik i vasken; i forholdet, der begyndte med stor håb, og i det, der endte netop da, vi havde tilladt os selv at tænke, at måske denne gang ville det virkelig fungere. Er vi i stand til at tro på, at Hashem er til stede ikke kun i de perioder, hvor alt falder på plads og bevæger sig fremad, men også gennem de lange dage, hvor det virker, som om der slet ikke sker noget?

Det er langt lettere at se hashgacha pratit*, når en historie allerede er slut, og vi kan se tilbage på den. Nogle gange er det kun fra en afstand, at det bliver tydeligt, hvordan én begivenhed førte til en anden, hvorfor et bestemt forhold ikke kunne fortsætte, og hvordan en forsinkelse, der på det tidspunkt virkede unødvendig og smertefuld, senere åbnede en dør, hvis eksistens vi ikke engang havde mistanke om. Men livet leves for det meste ikke i det øjeblik, hvor vi allerede kender slutningen. Det leves i midten af historien, på det sted, hvor der endnu ikke er et svar, hvor vi kun ser et kort stykke vej foran os og ikke ved, hvad der venter os om næste sving. Og det er netop dér, at troen holder op med at være en smuk idé og skal blive til noget, en person faktisk er i stand til at leve med.

Tro betyder ikke, at vi ved, hvordan vi skal forklare alt, hvad der sker for os. Nogle gange, tværtimod, begynder det med et ærligt indrømmelse: Jeg forstår ikke, hvorfor dette sker. Men af det faktum, at vi ikke ser hele billedet, følger det ikke, at selve billedet ikke eksisterer. Selv en person, der dybt tror på guddommelig omsorg, kan spørge sig selv, om Hashem ser, hvor længe hun allerede har ventet, hvor meget styrke det sidste møde tog fra hende, hvor meget håb hun tillod sig selv at føle, og hvor meget smerte der blev tilbage, da det blev klart, at forholdet ikke ville fortsætte.

Det virker ikke for mig, at sådanne spørgsmål nødvendigvis vidner om en mangel på tro. Tværtimod opstår de nogle gange netop ud af et ønske om, at troen ikke skal forblive noget, vi ved, hvordan vi skal formulere korrekt, men blive til en reel indre støtte, selv når hjertet er i smerte. Der er øjeblikke, hvor en person ikke har brug for endnu et korrekt svar, eller en sætning om, hvordan hun burde se på det, der sker. Det er langt vigtigere, at der er nogen, der er i stand til at være sammen med hende inde i netop det spørgsmål, uden at skynde sig at lukke det og uden at kræve, at smerten forsvinder med det samme.

Fordi tro ikke er en knap, der kan trykkes på for at slukke for smerte, og den kræver heller ikke, at en person skal gøre ud af, at hun har det fint, når hun faktisk kæmper. Man kan føle sig skuffet, man kan blive træt, man kan græde over det, man havde håbet så meget på. En person kan tro med hele sit hjerte på hashgacha pratit* og, i samme øjeblik, sørge over et forhold, hun havde ønsket at fortsætte. Følelser modsiger ikke troen; de er en del af den menneskelige virkelighed, hvori troen selv skal lære at leve.

Ikke hver lukket dør betyder, at vi har lavet en fejl

En af de sværeste oplevelser i perioden med shidduchim* hænger sammen med vores konstante ønske om straks at forstå betydningen af hver eneste begivenhed. Hvis et forslag ikke lykkes, begynder vi at lede efter, hvad vi gjorde forkert. Hvis et forhold går i opløsning, vender vi igen og igen tilbage i tankerne til samtalerne, husker hver eneste detalje og forsøger at finde ud af, om der var en sætning, der burde være blevet sagt anderledes. Og hvis et passende forslag ikke dukker op i lang tid, kan et langt mere smerteligt spørgsmål langsomt snige sig ind: Måske er det hele mig, måske er der noget galt med mig?

Selvfølgelig er der tilfælde, hvor vi virkelig har brug for at lære af fortiden. Nogle gange begynder en person at bemærke et gentaget mønster i adfærd, en karaktertræk, der kræver arbejde, en måde at tale på, der ville være nyttigt at ændre, eller en forventning, der gør det svært at se personen, som de virkelig er. Vi vil tale seriøst om dette i de kommende kapitler. Men behovet for at lære af sin egen erfaring betyder ikke, at alt, der ikke fortsatte, automatisk var et fiasko.

To vidunderlige, værdige og seriøse mennesker kan mødes og alligevel ikke være egnede til hinanden. Mødet kan forløbe varmt og hyggeligt, men alligevel ikke skabe et ønske om at fortsætte, og forholdet kan ende uden, at nogen af de to har lavet en fejl eller gjort noget forkert. Ikke hver shidduch*, der ender, har brug for en skyldig, og ikke hver lukket dør fortæller os, at vi traf den forkerte beslutning eller at Hashem, selv for et øjeblik, forlod os alene på denne vej.

Det faktum, at vi ikke forstår, hvorfor denne eller den begivenhed skete, er kun en påmindelse om begrænsningen af vores eget syn. Vi ser et bestemt forslag, en bestemt uge, dagens samtale og den smerte, der er lige foran vores øjne, mens Hashem ser hele vejen på én gang. Selvfølgelig fjerner dette på ingen måde ansvaret fra os: Vi skal tænke, lave birurim*, rådføre os, træffe beslutninger og iværksætte den hishtadlut*, der kræves af os. Men under alle disse handlinger ligger den grundlæggende viden om, at opbygningen af et jødisk hjem ikke er en tilfældig begivenhed i et persons liv; det er en dyb del af deres shlichut* i verden.

Hvis vi ser på perioden med shidduchim* på denne måde, ændres vores holdning til den gradvist. Den kan stadig være vanskelig, udmattende og til tider meget smertefuld, men den ophører med at virke som bare en lang korridor, der skal passeres så hurtigt som muligt for endelig at nå frem til chuppah*. Vejen selv hører også til vores historie. Samtidig er der ingen grund til at lede efter en skjult åndelig betydning i hver eneste mislykket aftale eller at omdanne hver forsinkelse til en gåde, vi er forpligtet til at løse med det samme. Nogle gange passer noget simpelthen ikke, fordi det ikke passer. Men selv da falder denne periode i vores liv ikke uden for hashgacha pratit*.

Når tro ændrer den måde, vi træffer beslutninger på

Når en person føler, at hele deres fremtid hviler udelukkende i deres egne hænder, får hver beslutning en overdreven vægt. Én aftale begynder at føle sig skæbnesvangr, én dårligt valgt sætning føles i stand til at ødelægge alt, og en lille fejl føles som om den kunne koste os en mulighed, der aldrig kommer igen. Så vender vi igen og igen tilbage i vores tanker til det, der allerede er sket, og spørger os selv, om vi burde have sagt det anderledes, om vi stillede spørgsmålet for tidligt, om vi afsluttede forholdet for tidligt eller, tværtimod, fortsatte det længere end det var rigtigt.

Sådanne tanker er velkendte for næsten alle, der har været igennem en lang periode med shidduchim*, men troen hjælper os med at se dem i en anden proportion. Den befrier os ikke fra ansvar for vores egne ord og handlinger, men den befrier os fra følelsen af, at hele historien afhænger af vores evne til aldrig at begå en fejl. Hashem er større end vores fejl. En person kan sige noget kluntet og derefter bede om tilgivelse, kan forstå noget senere og opføre sig anderledes næste gang, kan gå fejl, drage konklusioner og rette det, der kan rettes. Der er ingen grund til at gå igennem hele perioden med shidduchim* med en konstant frygt for, at ét upræcist skridt kan slå os af sporet, Hashem har forberedt for os.

Måske er det netop fra denne sult efter sikkerhed, at vores tendens til at lede efter tegn fødes. Når vi ikke ved, hvad den anden person føler, og om der vil være en fortsættelse, begynder den tid, der gik før et svar efter en date, tonen, hvori "godnat" blev sagt, et smil, en pause eller en lille sætning ved døren pludselig at få enorm betydning. Dette er naturligt: Når vi mangler klarhed, forsøger vi at udvinde den fra de mindste detaljer. Men troen er ikke kunsten at decode tegn og omdanne hver gestus til en profeti om fremtiden. Den tillader en person at forblive inden for virkeligheden, som den faktisk er, og at forstå, at vi ikke altid behøver at vide i dag, hvordan hele historien vil ende; nogle gange er det nok at se, hvad det rigtige næste skridt er lige nu.

Der er et andet sted, hvor troen især testes under perioden med shidduchim* — at sammenligne os selv med andre. Det er næsten umuligt helt at undgå dette. Vi kan ægte glæde os over venners, søskendes og bekendtes lykke, men nogle gange opstår der stadig en lille smerte inden i den glæde: Hvad med mig? Nogen yngre er allerede forlovet, nogen, der startede med at gå på dates senere, forbereder sig allerede til en bryllupsfest, og for nogen anden så alt ud, fra udvendig synsvinkel, så let og så hurtigt, at vores egen vej, ved siden af det, virker især lang.

Men menneskelivet er ikke en konkurrence, og Hashem driver ikke verden efter én fælles tidsplan, hvor alle sjæle skal nå de samme milepæle i samme alder og med samme tempo. Det faktum, at en andens vej har vist sig anderledes, beviser slet ikke, at der er gået noget galt på vores egen vej, og velsignelsen, som en anden har modtaget, formindsker på ingen måde den velsignelse, der er forberedt til os.

Nogle gange rører dog en forlænget ventetid en endnu mere sårbar del. Troen på Hashem består, men gradvist begynder personens tro på det gode, der er i dem selv, at svækkes. Efter endnu et "nej", efter endnu en periode uden egnede forslag, kan tanken opstå om, at man måske simpelthen ikke er god nok, og derfor ingen vil kunne vælge én.

Og det er netop her, det er særligt vigtigt at huske, at troen på Hashem også omfatter viden om, at Han ikke begik en fejl, da Han skabte os. Til hver person gav Han en sjæl, styrker, middot* og særlige egenskaber, som den pågældende person en dag vil bære ind i sit eget hjem. Ja, i hver af os er der stadig steder, der kræver arbejde, og nogle gange er det arbejde dybt og svært, men disse steder udgør aldrig hele personen. Måske ved vi endnu ikke, hvordan vores hjem vil se ud, eller hvem der vil træde ind i det sammen med os, men allerede i dag kan vi lære at se det gode, som vi selv en dag vil bære derind.

Vejen selv er allerede en del af det fremtidige hjem

I begyndelsen af dette kapitel spurgte vi, hvorfor shidduchim* overhovedet er nødvendige, og jeg påtager mig ikke at vide alle Hashems veje. Men hvis vi opholder os lidt med dette spørgsmål og ikke skynder os at give det et endeligt svar, bliver måske en anden side af det synlig.

Shidduchim* er ikke kun det middel, hvormed en person finder den, de vil bygge et hjem med. De er også et rum, hvor troen bliver dybt personlig. Den ophører med blot at være almen viden om, at Hashem styrer verden, og træder ind i de dele af vores egen historie, hvor vi venter, vælger, håber, fejler, oplever skuffelse, rejser os efter det og fortsætter på vejen igen.

Måske kunne Hashem bringe hver person direkte til deres fremtidige hjem, og dermed undgå hele vejen mellem start og mål. Men Han gav os også vejen selv, og i den lærer vi at kende os selv bedre og at møde andre mennesker på ægte vis, vi lærer at lytte, at vælge, at acceptere, at ikke alt er under vores kontrol, og at fortsætte med at leve, selv når der endnu ikke er et svar.

Troen giver ikke en person et kort, hvor hver vending er markeret på forhånd, og hvor det står skrevet, hvad der sker efter næste møde. Hvis et sådant kort lå i vores hænder, ville der måske ikke længere være plads til troen selv. Den giver noget andet — en stille, men meget dyb viden om, at vi ikke går vejen alene, selv når vi endnu ikke kan se, hvor den fører hen.

Og det hjem, der endnu ikke kan ses med øjnene, er allerede, lidt efter lidt, ved at blive bygget undervejs mod det.

בס״ד